#Firenze
#DAG
Her kan du læse om, hvad vi har lavet de forskellige dage.
#DAG1
Lørdag kl 13 mødtes hele klassen i lufthavnen, vi havde været til gymnasiefest dagen for inden, men folk så alligevel nogenlunde friske ud og humøret var højt. Kl 17 var vi i lufthavnen i Italien. Det var varmt men overskyet og lugten af varm asfalt og udstødningsgasser gjorde det lidt lummert. Vi blev indlogeret på hotellet som lå på 2 sal i den meget smalle opgang, med en elevator der så ud som om den kunne styrte ned når som helst. Hotellet var fint nok, og lå ret centralt. Vi pakkede ud og så skulle byen udforskes, vores lærere havde en resturent i tankerne som de gerne ville have os med på, men efter en forvirret gåtur og de første vabler havde meldt sig på banen bagte vi at splitte os op, vi piger gik på det nærmeste pizzaria, drengene gik videre. Raviolien og torteliniretten var super lækre!
Tilbage på hotellet gjorde vi os klar til noget af en bytur, vi holdt førfest på værelserne "selvom det ikke var noget diskotek". Spaceclup var et stort diskotek hvor Theis greb mikrofonen og gav den maks gas ved karaoke-anlægget, mens nogle af os andre var oppe på anden sal og danske til klassikerne. Vi forlod diskoteket klokken 3:00, hvor vores søde drenge sørgede for at alle piger var ude inden vi vendte vores sultne kroppe mod maccen, hvor vi møde en anden studietursklasse fra Danmark. På vej mod hotellet for vi vild og løb forvirret rundt i Firenzes små gader, vi spurgte Gud og hver mand om vejen hjem - konsekvenserne fra aftenens druk, dansen og gåture kunne dog først mærkes dagen efter.
By Michelle
#DAG3
Med dunkende hovedpine hoppede jeg i mine lange sorte bukser, selvom solen stod højt over Firenze. Dagen begyndte nemlig med en gåtur gennem Firenzes smukke smalle brostensbelagte gader. Gaderne spruttede allerede af liv, da klassen og jeg kom gående i folk gennem dem, mens vi snakkede om, hvordan de lokale frivilligt kunne holde ud, at have lange bukser og trøjer på. De lokale frys, mens vi andre som var tvangsindlagt i vores sorte lange bukser nød Firenzes morgensol.
Solen spejlede sig i Arnos grønne vand, mens en kano sejlede langs floden. Klassene stoppede op for at nyde synet af Ponte Vecchios pastelfarvede huse hænge ud over Arnos grønne vand langs broen. Man kunne tydeligt forstille sig, dunsten af kød og blod under Firenzes opvarmede sol, som engang plagede husende omring Ponte Vecchio, men i dag er de små pastelfarvede huse som genspejles i Arnos grønne vand ikke længere slagtere, men dyre smykkebutikker.
Et fællesbiled blev taget og herefter gik turen til Cattedrale di Santa Maria. Gåturen tilbage gennem Firenzes smukke gader mod centrum hvor Cattedrale di Santa Maria ligger, var ligeså flot som turen til Arno, dog stod solen højere på himlen og bagte.
Mens Daniel som er vores matematiklærer, snakkede med billetsælgeren i billetsalget, stod vi andre og mærkede svedeperlerne løbe mellem vores lår og vores sorte bukser. For at komme ind i Cattedrale di Santa Maria, skulle man være iført lange bukser og derfor havde jeg hoppet i et par denne morgen, selvom solen bagte.
Efter lidt tid kom Daniel tilbage fra billetsalget, med skuffelsen om at det kostede 15 Euro, at komme ind i Cattedrale di Santa Maria. Denne skuffelse spredte sig hurtig blandt klassen som en ambivalentfølelse. For på den ene side var det skuffelse, at man ikke kunne komme ind i kirken, men på den anden side var det en glæde, at man kunne tage sine lange varme sorte bukser af.
Da vi ikke blev lukket ind i Cattedrale di Santa Maria massive arkitektur, skiftede vi med glæde de lange sorte bukser om til korte sorte shorts. Herefter spredte klassen sig under Firenzes sol og dens smukke gader, med et mødested og tidspunkt i hukommelsen.
Fra druktur til flyvetur
Med dunkende hovedpine hoppede jeg i mine lange sorte bukser, selvom solen stod højt over Firenze. Dagen begyndte nemlig med en gåtur gennem Firenzes smukke smalle brostensbelagte gader. Gaderne spruttede allerede af liv, da klassen og jeg kom gående i folk gennem dem, mens vi snakkede om, hvordan de lokale frivilligt kunne holde ud, at have lange bukser og trøjer på. De lokale frys, mens vi andre som var tvangsindlagt i vores sorte lange bukser nød Firenzes morgensol.
Solen spejlede sig i Arnos grønne vand, mens en kano sejlede langs floden. Klassene stoppede op for at nyde synet af Ponte Vecchios pastelfarvede huse hænge ud over Arnos grønne vand langs broen. Man kunne tydeligt forstille sig, dunsten af kød og blod under Firenzes opvarmede sol, som engang plagede husende omring Ponte Vecchio, men i dag er de små pastelfarvede huse som genspejles i Arnos grønne vand ikke længere slagtere, men dyre smykkebutikker.
Et fællesbiled blev taget og herefter gik turen til Cattedrale di Santa Maria. Gåturen tilbage gennem Firenzes smukke gader mod centrum hvor Cattedrale di Santa Maria ligger, var ligeså flot som turen til Arno, dog stod solen højere på himlen og bagte.
Mens Daniel som er vores matematiklærer, snakkede med billetsælgeren i billetsalget, stod vi andre og mærkede svedeperlerne løbe mellem vores lår og vores sorte bukser. For at komme ind i Cattedrale di Santa Maria, skulle man være iført lange bukser og derfor havde jeg hoppet i et par denne morgen, selvom solen bagte.
Efter lidt tid kom Daniel tilbage fra billetsalget, med skuffelsen om at det kostede 15 Euro, at komme ind i Cattedrale di Santa Maria. Denne skuffelse spredte sig hurtig blandt klassen som en ambivalentfølelse. For på den ene side var det skuffelse, at man ikke kunne komme ind i kirken, men på den anden side var det en glæde, at man kunne tage sine lange varme sorte bukser af.
Da vi ikke blev lukket ind i Cattedrale di Santa Maria massive arkitektur, skiftede vi med glæde de lange sorte bukser om til korte sorte shorts. Herefter spredte klassen sig under Firenzes sol og dens smukke gader, med et mødested og tidspunkt i hukommelsen.
By Theis
En katolsk skuffelse
By Theis
Bag Italiensk tv
Med dunkende hovedpine hoppede jeg i mine lange sorte bukser, selvom solen stod højt over Firenze. Dagen begyndte nemlig med en gåtur gennem Firenzes smukke smalle brostensbelagte gader. Gaderne spruttede allerede af liv, da klassen og jeg kom gående i folk gennem dem, mens vi snakkede om, hvordan de lokale frivilligt kunne holde ud, at have lange bukser og trøjer på. De lokale frys, mens vi andre som var tvangsindlagt i vores sorte lange bukser nød Firenzes morgensol.
Solen spejlede sig i Arnos grønne vand, mens en kano sejlede langs floden. Klassene stoppede op for at nyde synet af Ponte Vecchios pastelfarvede huse hænge ud over Arnos grønne vand langs broen. Man kunne tydeligt forstille sig, dunsten af kød og blod under Firenzes opvarmede sol, som engang plagede husende omring Ponte Vecchio, men i dag er de små pastelfarvede huse som genspejles i Arnos grønne vand ikke længere slagtere, men dyre smykkebutikker.
Et fællesbiled blev taget og herefter gik turen til Cattedrale di Santa Maria. Gåturen tilbage gennem Firenzes smukke gader mod centrum hvor Cattedrale di Santa Maria ligger, var ligeså flot som turen til Arno, dog stod solen højere på himlen og bagte.
Mens Daniel som er vores matematiklærer, snakkede med billetsælgeren i billetsalget, stod vi andre og mærkede svedeperlerne løbe mellem vores lår og vores sorte bukser. For at komme ind i Cattedrale di Santa Maria, skulle man være iført lange bukser og derfor havde jeg hoppet i et par denne morgen, selvom solen bagte.
Efter lidt tid kom Daniel tilbage fra billetsalget, med skuffelsen om at det kostede 15 Euro, at komme ind i Cattedrale di Santa Maria. Denne skuffelse spredte sig hurtig blandt klassen som en ambivalentfølelse. For på den ene side var det skuffelse, at man ikke kunne komme ind i kirken, men på den anden side var det en glæde, at man kunne tage sine lange varme sorte bukser af.
Da vi ikke blev lukket ind i Cattedrale di Santa Maria massive arkitektur, skiftede vi med glæde de lange sorte bukser om til korte sorte shorts. Herefter spredte klassen sig under Firenzes sol og dens smukke gader, med et mødested og tidspunkt i hukommelsen.
Efter skuffelsen, mad og lidt shopping stod klassen med deres blege ben og nød solens varmestråler, som skindende ned over perronen på Firenzes togstation.
Vi mødte vores danske tolk fra Firenze som hed Louise, og lidt efter ankom toget til perronen. Klassen gik ind i toget, forsvandt mellem de lokale og spredte sig over flere togkupeer.
Jeg sad ved siden af Victor i det varme tog, og hørte munde snakke nogen på italiensk andre på dansk, mens mig og Victor snakkede om det flotte landskab, på modsat side af togets glasrude.
Billeder af grønne områder og en skyfri blå himmel, med mørke høje bjerge som kontrast fløj forbi toget. Indtil en susende lyd forvandlede de flotte grøn-blå billeder om til et sort stillbillede.
Toget rokkede lidt i de små sving, og propper ramte mine og de andre dansk øre, mens de lokale så ubemærket ud.
Med en susende lyd forvandlede det sorte stillbillede sig tilbage til billedet af græs, himmel og bjerge, i det en italiensk kontrollør trådte ind i kupeen. Kontrolløren prækede på italiensk, mens de lokale famlede efter deres billetter. Kontrolløren sprang Victor og jeg over, da han nok tydeligt kunne se, at vores blege ben ikke var italienske.
Efterfuldt af kontrolløren kom vores matematiklærer Daniel, og sagde vi skulle af næste gang.
Efter en gå tur som føltes lang under Firenzes sol, stod vi foran tv-stationen RTV-38.
Vores rundviser på tv-stationen snakkede fint engelsk, om stationens udstyr, mandskap, rækkevidde, programmer, sendte tidpunkter, klippe udstyr, green screen, manuelle kameraer, seertal, omsætning, 3d grafik, gigabyte, terabyte, hertz osv.
Vi skulle selvfølge møde ejeren af den privatejede tv-station RTV-38. Døren blev åbnet ind til kontoret. For enden af kontoret stod et mørkt tungt træbord, og en lille buddet mand rejste sig fra stolen bag. Vores tolk Louise fortalte, at dette var ejeren og chefen af det hele.
Efter lidt snakken frem og tilbage på italiensk, fortalte Louise, at ejeren lige nu sad og kikkede på konkurrenternes kannaler. Dette gjorde han fra sin store sol, bag sit store skrive bord med vy over hele kontoret, de mange fladskærme med konkurrenternes kannaler og den store bagvæg, som var tildækket af nøgne kvinder på kalendere.
På vejen ud fra kontureret, kunne jeg tydeligt se, at han ikke brugte tid på, at skifte månederne, da kalenderne stod på forskellige måneder og endda forskellige årstal. Han har selvfølge også travlt.
Vejen fra tv-stationen RTV-38 til Firenzes togstation gik hurtigt. Klassen var trætte og vi besluttede os for, at se Dantes dødsmaske en anden dag. Fra togstationen i Firenze spredte klassen sig over hele byen ind til, vi igen om natten lå samlet på hotellet med vores hoveder på vores puder.
#DAG3
#DAG4
Bag Italiensk tv
By Theis
Turen går til Vinci
By Michelle
Efter skuffelsen, mad og lidt shopping stod klassen med deres blege ben og nød solens varmestråler, som skindende ned over perronen på Firenzes togstation.
Vi mødte vores danske tolk fra Firenze som hed Louise, og lidt efter ankom toget til perronen. Klassen gik ind i toget, forsvandt mellem de lokale og spredte sig over flere togkupeer.
Jeg sad ved siden af Victor i det varme tog, og hørte munde snakke nogen på italiensk andre på dansk, mens mig og Victor snakkede om det flotte landskab, på modsat side af togets glasrude.
Billeder af grønne områder og en skyfri blå himmel, med mørke høje bjerge som kontrast fløj forbi toget. Indtil en susende lyd forvandlede de flotte grøn-blå billeder om til et sort stillbillede.
Toget rokkede lidt i de små sving, og propper ramte mine og de andre dansk øre, mens de lokale så ubemærket ud.
Med en susende lyd forvandlede det sorte stillbillede sig tilbage til billedet af græs, himmel og bjerge, i det en italiensk kontrollør trådte ind i kupeen. Kontrolløren prækede på italiensk, mens de lokale famlede efter deres billetter. Kontrolløren sprang Victor og jeg over, da han nok tydeligt kunne se, at vores blege ben ikke var italienske.
Efterfuldt af kontrolløren kom vores matematiklærer Daniel, og sagde vi skulle af næste gang.
Efter en gå tur som føltes lang under Firenzes sol, stod vi foran tv-stationen RTV-38.
Vores rundviser på tv-stationen snakkede fint engelsk, om stationens udstyr, mandskap, rækkevidde, programmer, sendte tidpunkter, klippe udstyr, green screen, manuelle kameraer, seertal, omsætning, 3d grafik, gigabyte, terabyte, hertz osv.
Vi skulle selvfølge møde ejeren af den privatejede tv-station RTV-38. Døren blev åbnet ind til kontoret. For enden af kontoret stod et mørkt tungt træbord, og en lille buddet mand rejste sig fra stolen bag. Vores tolk Louise fortalte, at dette var ejeren og chefen af det hele.
Efter lidt snakken frem og tilbage på italiensk, fortalte Louise, at ejeren lige nu sad og kikkede på konkurrenternes kannaler. Dette gjorde han fra sin store sol, bag sit store skrive bord med vy over hele kontoret, de mange fladskærme med konkurrenternes kannaler og den store bagvæg, som var tildækket af nøgne kvinder på kalendere.
På vejen ud fra kontureret, kunne jeg tydeligt se, at han ikke brugte tid på, at skifte månederne, da kalenderne stod på forskellige måneder og endda forskellige årstal. Han har selvfølge også travlt.
Vejen fra tv-stationen RTV-38 til Firenzes togstation gik hurtigt. Klassen var trætte og vi besluttede os for, at se Dantes dødsmaske en anden dag. Fra togstationen i Firenze spredte klassen sig over hele byen ind til, vi igen om natten lå samlet på hotellet med vores hoveder på vores puder.
Vi kørte i bus i en times tid, der var utrolig stille i bussen. Vejen bumlede lidt og solen skinnede behageligt fra en skyfri himmel. Vinci var en sød, lille hyggelig by. Der var ikke særlig mange turister, så vi havde mulighed for at se alle detaljer og bygninger, som ellers plejer at ligge i skyggen af kinesernes sjove hatte, selfie-stænger og kameraer. Gaderne var dejligt rene, så der var mulighed for at få luftet fusserne fra de ellers stinkende sneakers. Leonardo davinci er en utrolig spændende mand, som var hjernen bag en masse ting, som er værdifulde for den viden vi har i dag. Davinci museet havde mange af Davincis detaljerede tegninger og modeller af hans dengang geniale ideer, og vi blev alle overraskede over hvad han har formået i udrette bl.a Hejsværket, som var med til at gøre det muligt, at lave kuplen på domkirken. Efter museet sad vi i bussen igen. Denne gang kom der rigtig gang i stemmerne, da vores aircondition blev 10 C° koldere og samtlige piger begyndte at fryse - de stakkels lærere skulle nok have haft ørepropper med. I San Gimignano, som også kaldes tårnenes by, fortæller legenden, at navnet stammer fra en biskop fra Modena, som i år 450 reddede den lille flække fra Attillas hunners hærgen. Han blev senere helgenkåret. Indtil midten af 1300-tallet var byen et vigtigt centrum for handel og landbryg, og den var også et stop på pilgrimsrejen mod Rom. Grunden til de mange tårne var, at de rige familier begyndte at konkurrere indbyrdes, om hvem der kunne bygge det største tårn. Oprindeligt var der 72 tårne, i dag kan man dog kun se 15. Da vi ankom gik vi op til kirken med brok og ballade, fordi folk var sultne – igen var de stakkels lærere afsted med børnehaven. Efter frokost var humøret højt igen og trætheden forsvundet. Folk var glade og grinte med sveden haglende ned af panderne. Temperaturen var på sit højeste, og derudover var det også den varmeste dag af de seks dage vi var der - ca. 28 C°. Vi gik ind i kirken, hvor temperaturen faldt drastisk, så det rent faktisk var dejligt med løse bukser på. Vi så på utrolig smukke og velbevarede freskocykler, som viste Adam og Eva, Noas ark, hele Jesus' historie og andre historier vi ikke lige kunne genkende. Vi var også inde i et lille kapel, som blev bygget for en 12-årig pige, som blev gjort til helgen. Efter kirken gik vi en dejlig tur med den flotteste udsigt. Alt var grønt, blomsterne var sprunget ud, duften af græs, varme og oliventræer var over det hele og man blev helt trist ved tanken om kolde Danmark, der ventede når man kom hjem. Solen går sent ned i Firenze, så da klokken var 18:00 var jeg den hældige kartoffel, at få lov til at gå oppe langs domkirkens kuppel, 92 meter over jorden, og se ud over hele Firenze og omegn - sidst jeg havde så mange sommerfugle i maven var da jeg prøvede ”Det Gyldne Tårn” i Tivoli. Vinden, der puster én i nakken, hegnet, der gik en til navnlen og som ikke virkede særlig stabilt. Dét, og de mange meter ned, mindende mig om hvor glad jeg var over at være i live, og hvor hurtigt man kunne ende det deroppe fra. Først skulle vi dog gå 463 trin – men som den store sportsmand jeg er var det jo en let sag - eller næsten i hvert fald.
#DAG5
Morgen var hård mod de fleste fra klassen, da tirsdag nat var sidste mulighed for at drikke alkohol. Men af sted kom vi og for første gang skulle vi med offentlig bus til Castello del Trebbio. Turen bød på mange sure opstød og en dunkene fornemmelse i hovedet. Da destinationen var nået, så slog øjnene for alvor op for 2.Z. Castello Del Trebbio var så smukt og med dens historie er den helt unik. Dens beliggenhed er helt fantastisk. De marker omkring gjorde den heller ikke mindre fantastisk. Tiden var kommet til en guidet tur rundt i vinslottet. Hvor mange overrasket ansigter meldte sig, for historien omkring vinslottet, som blev bygget i 1100 tallet er helt unik. Arvingerne til slottet har været med til at beholde den unikke fornemmelse man får ved at går der. Da historien om familien var fortalt, så var det endelig tid til at se hvad og hvordan de producerer vin og olivenolie. Vinkælderen hvor man lod vinen stå og gøre sig klar var flot og rustik, man har stadig holdt den gammeldags stil, som er et gennemgående træk på Castello Del Trebbio. Da tømmermænd var glemt lidt, så var det tid til at få stillet tørsten og sulten. Men ikke mange var klar på vinsmagningen, da tømmermændene kom frem igen, ved lugten til alkohol. Maden var simpel og lækker, en slags Tapas. Solen stod højt på himmelen og ingen skyer i nærheden, så der var en gylden mulighed for at kunne slikke lidt sol og få en god tan. Mens nogle slikkede sol, tog andre fornøjelsen af at købe et par souvenirs med hjem fra Castello Del Trebbio. Da bussen kom, for at køre os til hotellet igen. Så stod den bare på ren afslapning og lige hvad man havde lyst til, dog uden alkohol og senere skulle vi mødes til fællesspisning. Shoppet og sovet blev der, nogle friskere end andre. Sidst på aftnen var der dømt afslutningsmiddag, som vores kære lærer havde arrangeret. Maden på restauranten var der delte meninger om, men stemninger var hyggelig og lidt trist, fordi ugen bare var fløjet af sted. Efter middagen var det bare hjem og i seng, da vi skulle meget tidligt af sted dagen efter.
Efter en stressende start på dagen, var kl. Lidt over seks og tid til et farvel til hotellet og Firenze. Efter en fantastisk tur, var da både triste og trætte ansigter at spotte. Busturen på vej til lufthavnen brugte mange på at få noget søvn, efter en stor mangel på søvn igennem hele turen. Det er dog besværligt at sove i busserne, da chaufførerne har et eller andet problem med deres fod og speederen. Den fik ikke for lidt gennem de snævreste steder og i sving var den helt gal. Da lufthavnen var nået og livet var sikret for denne gang., så kunne man ånde lettet ud, men med en bagtanke om at man kom til at savne det. Stor forvirring meldte sig i lufthavnen, hvor elever begyndte at smutte uden vi havde fundet ud af hvor vi skulle tjekke ind henne. Men det kom der hurtigt styr på og lærerne trådte i karakter. Da vi var kommet igennem Security var der fri leg og de fleste kiggede på dufte og spiste en sandwich. Flyveturen til Danmark var med lidt turbulens, dog ikke det store for dem vi havde med, som led af lidt flyskræk. Danmark var under vores fødder igen og familien stod klar til afhentning og vi siger tak for denne gang og sikkert et på gensyn til Firenze.
By Victor
Tømmerænd på vingård
#DAG6
By Victor